En lille historie om livets sære sammentræf
Året er 1967, jeg var indkaldt - værnepligt. Jeg skulle møde den 2. August kl. 12.00 på flyvestation Karup. Så jeg skulle tage nattoget kl. 00.02 fra Københavns Hovedbanegård.
Min kære bror Flemming, 18 år ældre end jeg, havde lavet en overlevelsespakke til turen. Den bestod af ca. 2 kg. Lakrids, overskud fra ”Lakrids´mer” Høeghs Pingvin Lakrids. De var dengang kendt for deres lakridskonfekt. Anledningen var Københavns 800 års jubilæum, hvor man havde bedt 24 aktuelle kunstnere, fra Arnoldi over Flemming og til Ziegler om at udfolde sig i lakrids. Lakrids´merne skulle først placeres i Crome og Goldschmidts vinduer og siden på tourné i prominente udstillingshaller i byen, hvorefter de skulle til Oslo, Paris, London og New York. Den nyeste isme, lakrids´men, skulle præsenteres med fynd og klem. Til slut på auktion, beløbet herfra gik til velgørende formål i København.
Videre var der en sær lille gul bog i overlevelsespakken. Nå, hvad har han nu fundet på, tænkte jeg, ”Brandmand på to hjul” og læste videre at den handlede om den unge forfatter Viggo Madsens sørgelige barndom og alt for tidlige bortgang. Hmm.
Endelig var der vist også nogle øl. Og det var så min overlevelsespakke.
På den måde mødte jeg Viggo Madsen. Senere gjorde også min yngste søn sit bekendtskab med Viggo Madsen. Thor skrev om Brandmand på 2 hjul på gymnasiet i 1999 tror jeg, han var lige ved at dumpe den opgave, fordi læreren ikke mente, at det var en rigtig bog og ej heller mente hun, at der kunne være tale om en rigtig forfatter. Hun anbefalede Thor, at benytte en forfatter blandt de mange, der var opført i pensum til faget dansk. Jaaaeee, gymnasiet er et trygt sted, der beskytter sine elever imod den værste galskab. Og i dag er det blevet endnu mere trygt, især for gymnasielærerne, der nu har fået en kánon at slå op i.
Min bror Flemming var på mange måder min lærer i livet. I forhold til litteratur, billedkunst, musik og politik, religioner og hvad ved jeg. Tolkning, gåder og mystik, en sælsom blanding af frirum og kompromisløshed. Han var maler og skulptør, var desuden på mange måder i orkanens øje i kunsten. Han befandt sig i indercirklerne i datidens kunst og kunstdebat og kunstformidling. Bl.a. med en kollega der fyldte sin afføring på dåse, og solgte det til gulds vægt.
Han var også med i debatten i pressen om kunstens placering i samfundet, fordi han var kunstner, og også fordi han var daglig leder af Kunst på Arbejdspladsen. Han kæmpede sammen med andre for at få oprettet statens kunstfond, kunststøtte, og kæmpede fx i den forbindelse i mod lagerforvalter P Rindal og disponent Werner Petersen, der mente at kultur var noget medfødt, henholdsvis et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Derfor var det et forfærdeligt tab også for mig, da Flemming pludselig døde i sommeren 1972. Når jeg var alene, prøvede jeg på alle måder, at komme i kontakt med ham. Men der var lukket. Ingen kontakt. Efterhånden måtte jeg affinde mig med, at han var væk.
Så var det mange år senere, lørdag den 9. december 2000, at Politiken Kultur havde artiklen, "Den dag der blev sat pris på Viggo Madsen".
Jeg læste og blev paralyseret af digtet på side 2
I drømme bliver du helbredt
for den sygdom der bærer dit navn
Præcist som en svane
der trækker sit spejlbillede
op af vandet
Men på bunden af søen en mønt
med portrætsiden opad
Der var kontakten, en hilsen fra Flemming til mig, min erindrings næsten opgivede håb. Det er en god måde at mærke magi og kunst, hånd i hånd. Rummet jeg ikke længere havde adgang til – genåbnede du Viggo Madsen.
Viggo Madsen er en fantastisk digter og formidler for mig, mit svar til ham findes i mine digtemalerier.
Hans Rosenfalck
I øvrigt bliver jeg meget inspireret af digte. Således Vagn Steens digt, Den der fanger fuglen fanger ikke fuglens flugt osv. ....
Og forunderlige Bernard Heidsieck med det polykrome digt, Vaduz, og sidst men ikke mindst Jóanes Nielsens digt Pest.
