I gammel tid hvor folk boede på isolerede bopladser og i bygder på Færøerne, hvor de var henvist til at tage risikable livtag med naturen på havet og i fjeldene for at sikre livets opretholdelse, hvor der ikke var elektrisk lys, hvor der var en overflod af tro og overtro og frygt, da opstod mange historier og fortællinger blandt folk, og der kunne endda opstå konkurrence om at komme med de mest interessante fortællinger om genfærd, spøgelser mv. Og man troede på sådanne fortællinger, som man hørte rundt omkring, lige så sikkert som man troede på amen i kirken. Derfor var det også ofte svært, især for børn at gå hjem en mørk vinteraften efter at have siddet et andet sted og lyttet til sådanne fortællinger.
I det følgende præsenteres en af disse fortællinger, som i øvrigt også er udviklet i andre varianter.
Den 30. marts 1930 var Louisa, 20 år, sendt af sted med bud fra telefon- og telegrafstationen i Klaksvik. Solen stod lavt, da hun gik af sted fra stationen i Lavikunum i Klaksvik, hvor hun var ansat som assistent. Hun kendte til alle opgaverne på en telefon og telegrafstation, bl.a. fordi hendes mor havde haft ansvaret for telefon- og telegrafstationen i Viderejde, da Louisa var barn. Der var opgaver med telefonomstilling og modtagelse og afsendelse af telegram, og der var opgaver med telegrambud samt telefonbud, hvor folk der ikke selv havde telefon, kunne blive kaldt til telefonen på stationen. I Viderejde var der kun 3-4 telefonabonnenter, men i Klaksvik var der ca. 25 abonnenter. Selv om Louisa nu var voksen, brød hun sig ikke om at gå bud, når det var mørkt, for der var ikke belysning ude. Denne aften skulle Louisa ud til et afsides liggende hus. Hun skyndte sig for at nå mest muligt inden det blev mørkt. Da hun var kommet forbi de sidste huse, og lidt op i fjeldet, kunne hun se ud i Kalsoy fjorden og ned af bakken, der førte til huset. Det lå længere nede mod vandet. Selvom solen næsten var gået ned bag fjeldene, var der stadig stærkt lys ude fra vest. Og der var lysere heroppe, end der var inde i Klaksvik. Til sin forbavselse så hun nu en flok mænd på vej imod hende. De var tæt på hende, hun havde lyst til at vende om og løbe tilbage. Men hun fortsatte alligevel noget ængsteligt imod dem. Benene rystede under hende. Flokken kom lige imod hende. Hun kunne snart se, at det var en del af mandskabet fra ”Ernestine”, der fiskede ved Island. Især Karl lagde hun mærke til. Karl var hendes kærestes bedste ven. Alle mændene var drivvåde, de talte ikke, de gik midt på vejen, de hilste ikke, de havde stive tomme ansigter, de gav hende ikke plads til at passere. Louisa trak skyndsomt til siden væk fra vejen. Hun så chokeret efter dem, og de forsvandt i mørket.
Senere indløb telegram, at ”Ernestine” med mandskabet forliste den 30. marts 1930 ved Island. De mænd Louisa havde mødt var alle druknede. De øvrige 16 reddede sig i land”
Det kan supplerende oplyses at ”Ernestine” grundstødte og forliste ved Island den 30. marts 1930 med en besætning på 25 mand, de 9 mand druknede, herunder Karl. Et af besætningsmedlemmerne, han hed Ziska, reddede ved heltedåd det øvrige mandskab ved at svømme i land på et klippeskær med et reb om livet, så de andre kunne komme i land. Louisa, min mors lillesøster, der dengang var 20 år og ansat på telefonstationen og telegrafen i Lávikunum i Klaksvik, kendte Karl. Karl var hendes kærestes bedste ven. Det var på en tur, den 30. marts 1930, hvor hun gik telefon- og telegrafbud i Klaksvik, at hun oplevede dette møde med de druknede - hun lagde især mærke til Karl. Louisa var opvokset i Viderejde, og hendes mor havde telefon og telegrafstationen i Viderejde, hvor der omkring 1920 var 3-4 telefon abonnenter. I Klaksvik var der ca. 25 abonnenter i 1930. Louisa har fortalt om denne oplevelse, mange gange og til mange mennesker. På den måde har den spredt sig over øerne ved at andre har genfortalt. Der er på den måde efterhånden også opstået flere andre varianter af fortællingen.
